Det er en lang proces - men jeg er godt på vej!
Med økonomisk støtte fra Socialministeriet giver Viljen unge spiseforstyrrede konkrete redskaber og støtte til at klare hverdagens udfordringer. Nedenstående er uddrag fra en artikel om Karen, skrevet af journalist Anne Marie Lütken.
Konkrete redskaber og støtte i hverdagen
- I Viljen møder man ikke kitler, men rigtige mennesker, siger Karen. Hun er en af de piger, som er blevet behandlet i Viljen og i dag har pillet bulimi-etiketten af.
Selvom hun indimellem stadig har det svært, betegner hun ikke længere sig selv som syg, men som en helt almindelig pige med almindelige problemer.
Netop den følelse vil Kirsten Lønfeldt og Line Clausager gerne give de spiseforstyrrede.
- For mange er det en befrielse at blive opfattet som et menneske med problemer i stedet for at blive stemplet som syg, siger Kirsten Lønfeldt.
I Viljen arbejdes der ud fra et helhedsorienteret menneskesyn. Der lægges stor vægt på ansvar for egen læring og i gruppen arbejder de unge med emner som kommunikation, samspilsmønstre, selvværd og selvtillid. De unge får nye input og redskaber, som de bagefter selv skal ud og afprøve i deres hverdag.
Udover temagrupper og individuelle samtaler får de også tilbud om kropsterapi og, hvis det er nødvendigt, kostvejledning. Der tilbydes desuden samtaler til familie og kærester.
Et kærligt spark i røven
- Terapien i Viljen hjalp mig til at sætte ord på følelserne i stedet for at vende dem indad. Brænder det på, kan jeg altid komme forbi til en snak eller et kærligt spark i røven, siger Karen.
Inden Karen begyndte sit terapiforløb i Viljen, havde hun været i en bulimigruppe på Odense Universitets Hospital og også været indlagt der i en måned uden succes.
- Aldrig har jeg lært så meget som der, siger hun ironisk og hentyder dermed ikke til selvhjælpsredskaber, men til de mange slanketips og smarte metoder til at snyde personalet, som blev udvekslet blandt de spiseforstyrrede.
Karen droppede ud af bulimigruppen og efter at have passet sig selv det meste af tiden under sin indlæggelse, blev hun efter en måned udskrevet fra hospitalet. Langsomt fik hun det værre og værre, og med en læges hjælp fandt hun frem til Viljen.
På gyngende grund i trygge rammer
Med støtte fra kommunen kom det i stand, at Karen kunne starte i Viljen næsten med det samme.
Gruppeterapien blev mødt med en del skepsis til at begynde med på grund af de dårlige erfaringer fra hospitalet, men tanken om den individuelle terapi lokkede. Karen fandt dog hurtigt ud af, at Viljen ikke mindede om noget, hun havde prøvet før.
- Med det samme følte jeg mig velkommen i Viljen, siger hun. Jeg blev taget alvorligt og i stedet for at snakke om mad, talte vi om følelser og kommunikation. I starten prøvede jeg ubevidst at smyge mig udenom alt det, der var svært, men så let slap jeg ikke.
- De kan godt være rigtig grove, Kirsten og Line, men det gør ikke noget at blive kastet ud på gyngende grund, så længe det er i trygge rammer, siger hun. Indimellem tudbrølede jeg, men man skal igennem det, inden man kommer ud på den anden side.
Knus og klar besked
Går det for langsomt med udviklingen, får man det at vide i Viljen, og når Karen fortæller om Viljen, bruger hun udtryk som at "presse citronen", "gå lige til kanten", og "ikke lægge fingrende imellem"
Men Karens fortælling rummer også mange smil, og nogle af de gode peptalks, hun har fået undervejs, tager hun indimellem op for sig selv og genbruger. Noget, der også gjorde stort indtryk, var den personlige omgangsform i Viljen.
- Nogle gange fik jeg bare et knus, hvis det var det, jeg havde mest brug for, men jeg var selv med til at gøre det hårde arbejde og er blevet meget klogere på mig selv. Her gjorde jeg det for min egen skyld og ikke som på hospitalet for at berolige mine omgivelser, siger hun.
Viljen til forandring
- Mange af dem, der kommer i Viljen, har ikke oplevet hjælpen på hospitalet som tilstrækkelig og er utålmodige efter, at der skal ske noget, men netop følelsen af at have fået nok, kan være en god motivationsfaktor for at komme videre og finde den rette støtte, siger Kirsten Lønfeldt. Sådan virkede det også for Karen.
- Jeg gad ingenting mere og vidste med mig selv, at der skulle ske noget, hvis jeg skulle blive rask, siger hun.
Og viljen blev nøglen til forandring.
- Det er en lang proces, men jeg er godt på vej.
Mere om Viljens behandlingsprojekt
|